En blomsterbuket, der kan holde lang tid uden vand, består enten udelukkende af tørrede blomster, eller en kombination af tørrede og præserverede blomster og grønt.

I forhold til de tørrede blomster kan du i denne og de efterfølgende blogs læse om farvestoffer og opløsningsmidler, der ofte bruges i produktionen – og hvordan fugt, bakterievækst, mug og lugt kan opstå i dem.

I forhold til det grønne fyld kan du i denne blog læse om, hvordan disse typisk er fremstillet.

Nærværende blog – og den næste i rækken – fokuserer primært på præserverede blomster som roser, gerbera, solsikker, dahlia og chrysanthemum.
Vi dykker ned i, hvilke kemikalier der typisk anvendes for at holde blomsterne “i live” – og hvilke miljø- og sundhedsrisici der kan være forbundet med dem.

Ikke en pandoraboks - men…

Med denne blog åbner vi – formentlig som de første i verden – op for et emne, som præserveringsindustrien i årevis har undgået at røre ved.
Men det er ikke en Pandoras boks, hvor alverdens ulykker strømmer ud.
Det er en anden slags boks – fyldt med mystik, halve svar og hemmeligholdte processer.

Branchen vil helst ikke tale om det – af frygt for at skræmme kunder væk.
Det kan den tillade sig, fordi blomsterpræservering, herunder de tørrede blomster, er en branche, der endnu ikke er reguleret.

Andre ikke-regulerede produkter omfatter blandet andet kosttilskud og alternative skønhedsprodukter. Vi ved, at også her hersker en vis berøringsangst, når det handler om, hvad der præcist ligger i produktet, eller hvad produktet egentlig kan.

Fortællingen, vi får – og det, vi ikke får

Grossister og webshops, der sælger præserverede blomster, får ofte at vide af producenterne, at blomsternes naturlige saft er blevet erstattet med en ny – en såkaldt plantenektar eller næringsvæske.

Processen beskrives som biologisk – et af tidens mest populære (og måske mest misbrugte) ord.

Men når man spørger, hvad stofferne i den "saft" faktisk består af, lyder svaret: "Det er vores hemmelighed."

Når man spørger, om stofferne er bionedbrydelige, får man typisk svaret: "Ja, selvfølgelig."

Når man spørger, om produktet og produktionen medfører miljø- eller sundhedsproblemer, lyder svaret ofte: "Nej."

Og ved én lejlighed fik vi fra en producent et svar, der var formuleret af ChatGPT – velskrevet, høfligt og præcist, men designet til at berolige – ikke til at give indblik i virkeligheden.

Og hvis man beder om dokumentation? Så modtager man en bunke pdf'er, der ikke hænger sammen – og som rejser flere spørgsmål, end de besvarer.

Langvejsudvikling

Hvis du har læst vores blog om historien bag præserverede blomster, ved du, at man i begyndelsen eksperimenterede med at erstatte blomsternes naturlige saft med blandt andet terpentin, fenol og thiourinstof – stoffer, der i dag betragtes som toksiske, sundhedsfarlige og i nogle tilfælde kræftfremkaldende.

Deres anvendelse i forbrugerprodukter er i dag stærkt begrænset – ikke kun på grund af deres direkte helbredsrisici, men også på grund af deres uoprettelige miljøpåvirkning.

Efter mere end hundrede års udvikling har man i dag opskrifter og processer, der er langt mere ansvarlige og sikre.

Men vejen til total sikkerhed er ikke lige.
Og ikke alle er villige til at gå den, for det kræver tid, viden og investering – noget, som ikke alle producenter har, eller ønsker at prioritere.

He-Who-Must-Not-Be-Named

Kan du huske tabuet fra Harry Potter? Ordet, der ikke måtte siges?
Ordet var Voldemort – navnet på Mørkets Herre. Det måtte ikke nævnes, fordi det var forbundet med frygt. Så meget, at de fleste blot kaldte ham Han-du-ved-nok.

I præserveringsbranchen findes der også et navn, som man helst undgår at nævne.
Navnet er: Metanol (CAS nr 67-56-1)

Metanol bruges i præserveringsindustrien til at tømme blomsterne for deres naturlige saft, så der bliver plads til en erstatningsvæske, der ikke fordamper.

Men metanol er toksisk – det vil sige: giftigt.

Giftlinjen advarer:

• Risiko: LIVSFARLIG VED INDTAGELSE. Medfører beruselsessymptomer samt senere i forløbet bl.a. synsforstyrrelser (med risiko for blindhed), bevidsthedspåvirkning og nyreskader. 

Alligevel anvendes metanol stadig i højere grad end de førnævnte terpentin, fenol og thiourinstof i forbrugerprodukter. Metanol findes i flere almindelige produkter såsom brændstof til hobbyformål, kølervæske og sprinklervæske (forbudt i Danmark), rengøringsmidler og lim og plastprodukter.

I EU er metanol lovligt som denatureringsmiddel i henhold til forordning (EU) 2016/1867. Det betyder, at man bruger metanol til at gøre alkohol udrikkelig, så den kan sælges uden at være omfattet af de høje alkoholafgifter. Flere typer husholdningssprit, der sælges i Danmark, indeholder derfor en vis procent metanol – netop som led i denatureringen.

En af de vigtigste årsager til, at metanol er godkendt i visse forbrugerrelaterede anvendelser, er, at det er let biologisk nedbrydeligt og ikke akkumuleres i naturen.

Men:
Selvom metanol er lovligt i kontrollerede produkter, er det ikke noget, der bør stå frit fremme – og slet ikke i en blomsterbuket på et natbord, hvor ingen forventer, at giftige dampe kan slippe ud.

Samtidig bør produktionen af roser, gerbera og andre blomster til langtidsholdbare buketter under ingen omstændigheder udsætte produktionsarbejdere for metanoldampe, der i værste fald kan skade både synet, nervesystemet og nyrerne.

Alternativer til Metanol?

På trods af metanols toksicitet anvendes den af stort set alle producenter i blomsterpræserveringsindustrien til at dehydrere blomsterne – at trække vandet ud af cellerne, så en anden og ikke-flygtig væske kan komme ind.

Det skyldes ikke kun, at metanol er relativt billig sammenlignet med andre alkoholer som isopropanol, ethanol eller butanol/propanol, som er langt mindre toksiske.

Det skyldes først og fremmest, at metanol har en meget lav molekylevægt og høj affinitet for vand. Det betyder, at den:

• trænger hurtigt ind i plantevæv
• binder sig effektivt til vand
• fordamper hurtigt

Disse egenskaber gør metanol særdeles effektiv til at fjerne blomsternes naturlige saft og samtidigt bevarer blomstens form, struktur og udtryk.

I teorien kan man også tømme blomster for vand ved hjælp af salt – ligesom når man lavede mumier af de egyptiske konger.
Men i praksis er processen umulig at kontrollere, og den ødelægger blomsternes struktur og udseende. Det, der skulle have været en rose, ender som en… mumie.

Lovregulering angående metanol

I EU er brugen af metanol reguleret gennem flere love, som alle har til formål at beskytte mennesker og miljø:

• REACH-forordningen kræver, at metanol registreres og vurderes som et særligt farligt kemikalie.
• CLP-forordningen bestemmer, at produkter med metanol skal mærkes tydeligt med faresymboler som dødningehoved (giftig) og flamme (brandfarlig).
• Arbejdstilsynets regler kræver, at ansatte, der arbejder med metanol, har adgang til god ventilation, bruger beskyttelsesudstyr, og at der er grænser for, hvor meget metanol man må blive udsat for.

Desuden skal alle virksomheder, der bruger metanol, have et såkaldt sikkerhedsdatablad (SDS), som præcist beskriver, hvordan stoffet skal opbevares, håndteres og bortskaffes.

Metanol er ikke kun reguleret i EU – det er også klassificeret som farligt i henhold til globale standarder. Det vigtigste system er GHS (Globally Harmonized System of Classification and Labelling of Chemicals), som er udviklet af FN.

Alle fem lande, hvor størstedelen af blomsterpræserveringen foregår – Kenya, Japan, Kina, Ecuador og Colombia – har tilsluttet sig GHS. Implementeringen varierer dog markant, og hvert land har typisk sine egne nationale regler og lovgivning, som bygger videre på eller supplerer GHS.

Men en lovregulering er som bekendt ikke en garanti for, at produkterne eller produktionen faktisk lever op til kravene i praksis. Det kræver også effektiv kontrol, gennemsigtighed og et ønske om at efterleve reglerne – også i uregulerede gråzoner som blomsterpræservering.

Andre stoffer

Selvom blomsterpræservering har eksisteret i over hundrede år, er branchen stadig meget lukket — både over for forbrugerne og internt blandt producenterne. Det betyder, at hver producent har sine egne opskrifter og metoder. De grundlæggende principper er imidlertid de samme.

Til dehydrering anvendes udover metanol også ofte etanol, netop for at nedbringe andelen af metanol. Nogle producenter bruger udelukkende metanol til dehydreringen, da det er den hurtigste metode. Dette udsætter medarbejderne for massive mængder giftige dampe.

Dette billede er AI-genereret af hensyn til producenterne.
Det er baseret på et oprindeligt foto fra en produktionshal.

Efter dehydreringen, hvor blomsterne mister alt vandet i cellerne og samtidig deres oprindelige farve, skal de gennemgå en proces kaldet rehydring. Her fyldes de tomme rum i cellerne med en ny væske, der ikke fordamper, og samtidig påføres kronbladene en ny farve, som genskaber blomstens visuelle udtryk.

Til rehydrering anvendes som hovedingrediens polyethylenglycol 400 (PEG 400). Andre stoffer kan være citronsyre, propylene glycol (PG), glycerin og natriumcitrat. Disse er ikke farlige som metanol, men store mængde kan stadig påvirke miljøet og økosystemerne negativt.

Desværre bruger mange producenter også metanol til rehydrering, fordi det er den mest effektive måde for blomsten at optage ny væske på. Denne praksis, der bør være forbudt, har stor betydning for sikkerheden i den buket, som forbrugeren ender med at købe. Det vil vi vende tilbage til senere.

Tekstilfarver

Den tilsatte farve under rehydringen er ofte fødevaregodkendte farver, men flere producenter tyr til tekstilfarver.

Selvom nogle fødevarefarver skal markeres med advarsler, fordi man ikke er helt sikker på deres sikkerhed ved indtagelse, er vi glade for dem. For vores buketter er fødevarefarverne tilstrækkelige, da vi jo ikke spiser de langtidsholdbare blomster. Desuden påvirker fødevarefarverne hverken det lokale miljø, hvor blomsterne bliver præserverede, eller vores miljø, når blomsterne en dag skal bortskaffes.

Problemer opstår først, når producenter vælger at bruge tekstilfarver – mange af dem er ikke bionedbrydelige, og flere kan være sundhedsskadelige.

Nogle af de mest problematiske stoffer i tekstilfarver omfatter benzidin og anilin, som findes i visse azofarver. De giver nuancer som skarpe røde, flotte marineblå og dybe chokoladebrune. Men de er imidlertid kræftfremkaldende.

Kadmiumbaserede farver, der giver levende røde, gule eller orange nuancer, indeholder tungmetallet kadmium. Kadmium er særligt skadeligt for både nyrer og knogler. 

Blybaserede farver, der typisk bruges til at opnå mørkeblå, røde eller gule nuancer, er et neurotoksin, der især kan skade børns udvikling.

På trods af, at flere tekstilfarver er underlagt strenge restriktioner, bruges de stadig i både præserverede og tørrede blomster – simpelthen fordi de er ”bedre”: De giver mere intense og holdbare farver end fødevarefarver. Og så er de billigere.

Mange producenter i blomsterpræserveringssindustrien er ofte gartnere eller kommer fra gartner-faget. De har måske ikke den samme faglige viden som en tekstil- eller farveuddannet, og det er ikke uforståligt, hvis de vælger de mest økonomiske og letteste tekstilfarver – blomster er jo trods alt "bare" til pynt.

Forbrugerne ved typisk ikke, om der er taget højde for de potentielle sundheds- og miljørisici, som en række tekstilfarver kan udgøre.

Nicher = sikkerhedshuller?

Når vi som forbrugere generelt kan stole på de tekstiler, vi køber i butikkerne i Danmark, skyldes det, at branchen er strengt reguleret og underlagt kontrol med hensyn til kemikalier og farvestoffer.

Men denne nye branche for langtidsholdbare blomsterprodukter er endnu ikke reguleret. Det betyder, at hverken producenter, grossister eller de webshops, hvor blomsterne sælges, er forpligtet til at prioritere sikkerhed — det er mere og mindre frivilligt.

Andre ikke-regulerede brancher, som ofte ligger i nicheområder, omfatter naturlige kosttilskud og superfoods, e-cigaretter og vaping-produkter samt alternative skønhedsprodukter. Disse brancher er kendt for at have problemer med sikkerhed, snyd med dataoplysninger og uærlig markedsføring.

Forbrugerne er overraskende ofte ikke kritiske over for de oplysninger, de får fra sælgeren:
”Virker det?” ”Ja.” ”Fint!”
”Er det sikkert?” ”Ja.” ”Fint!”
”Er det bæredygtigt?” ”Ja.” ”Fint!”

Tilbage til metanol

Metanol er et af de mest flygtige opløsningsmidler, fordi det fordamper hurtigt. Det skyldes det høje damptryk (12,8 kPa ved 20 °C), det lave kogepunkt (64,7 °C) og den lave molekylevægt (32 g/mol).

Faktisk fordamper metanol hurtigere end etanol – den sprit, vi kender fra husholdningen.

Man kunne nu tænke: "Det er selvfølgelig uheldigt for produktionsmedarbejderne, men metanolen er vel fordampet, når jeg får blomsterne?"

Svaret er både ja og nej.

Ja – hvis blomsterne ikke har været i kontakt med metanol igen under rehydrering, og hvis de er blevet grundigt og korrekt ventilerede efter produktionen.

Nej – hvis producenten anvender metanol igen til rehydrering og farvning, og især hvis tilstrækkelig ventilering udelades – enten på grund af høj markedstryk, tidspres eller manglende kendskab til korrekt håndtering.

Og nej igen – hvis metanolholdig alkohol anvendes til farvning af tørrede blomster, og blomsterne efterfølgende ikke får lov at afdampe tilstrækkeligt, men i stedet hurtigt pakkes og sendes afsted på grund af den høje efterspørgsel.

Selv det mest flygtige opløsningsmiddel kan nemlig ikke fordampe, hvis det indesluttes i et lukket eller halvlukket miljø.

Præserverede blomster – såsom roser – udgør i sig selv et halvlukket miljø. Kronbladenes tætte, lagdelte struktur kan nemt indkapsle opløsningsmidler i små lommer. Hvis ventilationen ikke tager højde for dette, kan metanolrester blive tilbage i dage, uger – eller endda måneder – efter produktionen.

Farvede, tørrede blomster udgør på samme måde et halvlukket miljø, og de porøse overflader danner mange mikroskopiske "lommer", hvor opløsningsmiddelrester bliver indfangede. Efter farvningen hænges blomsterne typisk til tørre i en periode, hvis varighed først og fremmest afhænger af markedsefterspørgsel – fra fa dage til måneder. Herefter pakkes de i papkasser hos producenten, stables på paller i lastbiler og ankommer til grossister, stadig indkapslet og uden mulighed for fuldstændig afdampning.

 Kilde: Stock.Adobe

Metanol i indeluft: Danmark vs. USA

Ifølge Miljøstyrelsen har metanol en arbejdspladsgrænseværdi på 260 mg/m³. For indeluft i private hjem er grænsen langt lavere - 0,3 mg/m³ (den såkaldte B-værdi).

Til sammenligning ligger grænseværdien for metanol i private hjem i USA på 2 mg/m³, altså seks gange højere end den danske standard.

USA er i dag et af de vigtigste markeder for langtidsholdbare blomster. Producenter fra de fem produktionslande – Kenya, Japan, Kina, Ecuador og Colombia eksporterer hvert år disse produkter for millioner af dollars til det amerikanske marked.

USA’s rolle som global “Big Brother” betyder, at amerikanske standarder ofte opfattes som "gode nok" – især i udviklingslande, hvor man antager, at det, der er lovligt i USA, automatisk er forsvarligt i resten af verden.

Det er det bare ikke.
Produkter, der lovligt sælges i USA, vil langt fra altid leve op til danske krav til sundhed og sikkerhed.

Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af?

"Hvad du ikke ved, gør dig ikke ondt" er et gammelt ordsprog, der findes i mange kulturer og over lang tid. Det er egentligt en smuk tanke, der beskytter os, når virkeligheden føles uoverskuelig.

Men uvidenhed kan både være farlig og dyr.

I vores fælles bestræbelse på at leve bæredygtigt og træffe ansvarlige valg, kan vi ikke tillade os at vende blikket væk. Særligt ikke, når et nyt produkt endnu ikke er reguleret.

Heller ikke, når produktet kaldes "grønt", "naturligt", "miljøvenligt", "biologisk", "CO₂-neutral" eller "klimavenlig". For netop disse ord kan skabe en falsk tryghed, der bremser den kritiske opmærksomhed.

En "bæredygtig" blomsterbuket kan desværre indeholde:

• Tungmetaller som bly og cadmium
• VOC’er som metanol og formaldehyd
• Svampe- og skimmelsvampesporer
• Restpesticider
• Mikroplast
  … og meget mere.

Det kalder på øget opmærksomhed på sikkerhed i forbindelse med disse ellers vidunderlige langtidsholdbare blomsterprodukter.

Når myndighederne ikke griber ind, og producenterne ikke føler sig forpligtede, må det være forhandlernes ansvar at sikre, at produkterne er trygge – både for medarbejdere og deres kunder. 

Læs med i bloggen, hvad vi gør for at sikre, at vores produkter lever op til danske standarder for sikkerhed og kvalitet.

- Teksten og billederne er beskyttede af ophavsret og må ikke kopieres uden tilladelse -