I denne blog vil vi dykke ned i menneskets ihærdige forsøg på at bevare afskårne grønne planter, så de holder længere og ser friske ud – helt uden vand.

Bloggen er under løbende udvikling, da flere af vores egenudviklede teknologier falder inden for dette område, og vi forventer at søge patentbeskyttelse for nogle af vores opfindelser.

Opfindelser

Ordet opfindelse kan måske virke misvisende.

Det lyder, som om man har trukket noget helt nyt ud af den blå luft – men sådan fungerer udvikling sjældent.

For noget af det, der netop kendetegner ethvert teknologisk fremskridt, er, at det bygger videre på noget, der allerede er opdaget eller opfundet før.

  • Vi opfandt ikke bilen ved at starte fra nul. Bilen blev mulig, fordi vi allerede havde opdaget hjulet, motoren og forbrændingsteknologi – og nogen samlede det hele til noget nyt.
  • Din smartphone er ikke én opfindelse – det er tusindvis. Fra telefonen, kameraet og GPS’en til touchskærmen og internettet – alt det fandtes i forvejen, bare ikke samlet ét sted.

Og vi har heller ikke opfundet måden at bevare de grønne planter i vores buketter på.

Vi har videreudviklet og tilpasset en hundredår gammel teknologi, så den passer til vores behov – og går hånd i hånd med tidens ånd.

Lad os gå tilbage til begyndelsen.


Begyndelsen

Selv om man kan bevare blomster og planters skønhed ved at tørre dem, presse dem, voks- og silicagel-behandle dem, eller indkapsle dem i harpiks, så er resultatet sjældent, hvad vi virkelig ønsker os – for de mangler netop den friskhed, som gør blomster og planter levende at se på og røre ved.

Det problem forblev uløst i tusindvis af år. Lige indtil man opdagede et stof ved navn glycerol.

Navnet ender på en "ol" – så ja, det tilhører samme alkohol-familie som mange af de ol'er, som vi har skrevet om i bloggen her.

Glycerol hedder også glycerin.


Glycerol

Det var den svenske kemiker Carl Wilhelm Scheele, der i 1779 opdagede glycerol ved et tilfælde, mens han undersøgte olivenolie.

Glycerol-navnet er sammensat af det græske glykeros, som betyder ”sød”, og -ol, der signalerer, at det tilhører alkohol-familien. Så glycerol er egentlig bare en sød alkohol.


Pyro-glycerol

Der gik ellers ret stille for sig med glycerol i hele 67 år – lige indtil den italienske kemiker Ascanio Sobrero i 1847 blandede glycerol med salpetersyre og svovlsyre og opdagede et nyt stof, som han kaldte pyroglycerol.

Pyro betyder jo ild – og navnet var ikke tilfældigt. Pyroglycerol var ekstremt farligt - et eksplosivt stof, der kunne detonere ved selv svage stød eller en lille rystelse.

Opfinderen advarede kraftigt mod stoffets farlighed, og hans advarsel var så alvorlig, at stoffet ikke vakte nævneværdig interesse i den brede videnskabelige offentlighed.


Nobel og hans pris

Men opdagelsen vakte stor interesse hos en svensker ved navn Alfred Nobel. Resten af historien kender vi:

Alfred legede med ilden i sit eget laboratorium – bogstaveligt talt – og det kostede liv. Blandt andet hans egen bror, Emil Nobel, der døde i en eksplosion i 1864.

Tre år senere – i 1867 – præsenterede Alfred verden for dynamit. Opfindelsen betød, at nu kunne man med sikkerhed håndtere nitroglycerol - det videnskabelige navn på det eksplosive pyroglycerol. Dynamit blev brugt i alt fra minearbejde til krigsførelse. Det skabte et enormt marked,

Alfred blev meget rig - men fik også tilnavnet “Købmanden af død”. Det var en af de væsentligste grunde til, at han i sit testamente oprettede Nobelprisen – for at belønne mennesker, der gør noget godt for menneskeheden.

I Alfred Nobels tid – og i årtier derefter – var glycerol en strategisk vare. Den spillede en afgørende rolle i udviklingen af sprængstoffer under både Første og Anden Verdenskrig – og dens afledte produkter har været med til at slå millioner ihjel.

Det var glycerolens mørke side.


E422

Men glycerol har også en lys side.

Det har fået tildelt betegnelsen E422, hvilket betyder, at det er godkendt som tilsætningsstof i fødevarer.

Ud over madvarer anvendes glycerol også bredt i hudplejeprodukter og lægemidler – steder, hvor det gør gavn for mennesker hver eneste dag.

Det kan det, fordi det holder huden blød, forhindrer udtørring i cremer, bevarer fugt i fødevarer og stabiliserer medicin.

Glycerol har nemlig en usædvanlig evne til at binde og holde på vand. Det skyldes, at molekylet har tre OH-grupper – eller tre ol’er, som vi kalder dem her i bloggen – der kan binde til flere vandmolekyler på én gang.

Det er netop denne evne, der har vakt stor interesse i den botaniske verden.


Glycerol holder på juletræets nål

Verdens første patentansøgning, der beskrev anvendelsen af glycerol til at bevare planter, er US2026873, indleveret af amerikaneren John M. Dux i 1934.

John lagde hele grene af tørret ruscus – på dansk musetorn – i en glycerolbaseret opløsning. Herefter genskabte han både blødhed og livlighed i planten, som han beskrev det i sin patentansøgning.

I en tysk patentansøgning fra 1966, DE1542903A1, foreslog opfinderen Roland Huber at spraye juletræer med glycerol for at forhindre, at de tabte nålene i varme stuer.

Disse opfindelser er måske mest anvendelige til hjemmebrug, hvor man kan forsøge at forlænge juletræets levetid eller blødgøre en udtørret gren – men de har ikke haft den store kommercielle betydning.


En revolutionerende opdagelse

Anderledes forholder det sig med den franske patentansøning FR2160310A1 fra 1971, hvor opfinderen Jean-Yves Bachala beskrev en metode til at præservere afskårne planter ved at lade dem stå i en opløsning af glycerol.

Jean-Yves pegede på kapillaritet og osmose som de centrale mekanismer bag metoden – en klar indikation af, at man nu forstod, hvordan glycerol naturligt optages gennem plantens stilk.

Patentansøgningen markerer et vigtigt skridt i den moderne historie om præservering af grønne planter, fordi det fastslog, at glycerol ikke blot er en passiv fugtighedsbevarer – men en aktiv væske, som kan erstatte plantens egen saft.

Af en eller flere ukendte årsager trak Jean-Yves sin ansøgning tilbage. Det betyder, at han aldrig fik rettighederne til opfindelsen – men metoden blev alligevel offentliggjort og står i dag som et vidnesbyrd om udviklingen i plantepræservering.

Lad os dykke ned i Jean-Yves Bachalas patentansøgning – for her gemmer der sig hemmeligheder om, hvorfor de grønne elementer i vores buketter kan holde i meget lang tid, helt uden vand.


Kapillaritet

Normalt trækker tyngdekraften alting nedad – vand, blade og bolde. Og selvfølgelig også os mennesker. Det er derfor, vi bliver på jorden og ikke svæver rundt i luften som astronauter.

Men der findes nogle naturlige kræfter, der modarbejder tyngdekraften og får ting til at bevæge sig opad – helt uden blæst, skub, pumper eller magi.

Kapillaritet er en af disse vidunderlige kræfter.

Prøv at dyppe et stykke køkkenrulle i vand: Selvom tyngdekraften burde trække vandet nedad, vil du se, at vandet klatrer opad i papiret.

Det er kapillaritet – et fysisk fænomen, der opstår i meget små hulrum. Et stykke køkkenrulle består netop af et netværk af små hulrum mellem cellulosefibrene.

Kapillaritet kan ske, fordi vandmolekyler er polære og derfor "klistrer sig fast" til cellulosefibrene, som indeholder mange polære grupper. Det kaldes adhæsion.

Vandmolekylerne vil dog helst “blive sammen”, og det gør de ved at danne en sammenhængende “streng”, så de ikke falder fra hinanden. Det kaldes kohæsion.

Så de første vandmolekyler, der har hæftet sig til hulrummet i køkkenrullestykket trækker andre vandmolekyler med sig. Sammen bevæger de sig i alle retninger, hvor der er ledige hulrum.

Denne sammenholdende kraft er så stærk, at selv tyngdekraften ikke kan bryde den – indtil antallet af vandmolekyler bliver så stort, og vægten af det opsugede vand i hulrummet så tung, at tyngdekraften til sidst tager over.

Det er lidt ligesom en lille, tæt forbundet gruppe mennesker, der ofte kan løfte mere end en stor gruppe – hvis man ikke samtidig formår at håndtere den øgede kompleksitet, der følger med at være mange.


Xylem

I planter findes et helt netværk af mikroskopiske hulrum, kaldet xylem. Det er naturens egne højteknologiske vandrør.

Xylem-rørene i en levende plante transporterer vand fra rødderne og op mod bladene via kapillaritet – hver eneste dag, hele tiden.

Når du sætter en frisk blomsterbuket i vand, fortsætter xylem-rørene med at fungere i flere dage. De suger ufortrødent vand op gennem stilken og holder blomsterne og bladene friske. Det er først, når rørene gradvist bliver tilstoppede af bakterier eller begynder at rådne, at blomsterne og bladene visner.

Men hvad sker der, hvis vi i stedet for vand sætter de afskårne planter i en vase med glycerol?

Det er netop det, Jean-Yves Bachala eksperimenterede med i sin patentansøgning fra 1971.


Osmose

En anden naturlig kraft, der er i stand til at modarbejde tyngdekraften, er osmose.

Osmose handler om, at vand kan bevæge sig gennem en cellemembran, når der er en ubalance i koncentrationen af opløste stoffer på hver side af membranen.

I planter sker dette, efter at vandet er blevet suget op gennem xylem-rørene ved hjælp af kapillærkraft – og herfra skal osmose føre vandet videre ind i cellerne.

En osmotisk drivkraft opstår, når vand fordamper fra bladene, hvilket får koncentrationen af opløste stoffer i cellerne til at stige. Det skaber en ubalance, der får vand til at trænge ind i cellerne via osmose. På den måde sikres vandforsyningen til hele planten – helt ud til de yderste bladrande.

Men når en afskåret plante står i en glycerolopløsning, hvor koncentrationen af glycerol - et opløst stof - uden for cellerne er høj, sker det modsatte: Vandet bevæger sig ud af cellerne gennem osmose.

Det skaber plads inde i cellerne – og nu kan glycerol trænge ind, ikke via osmose, men via diffusion, og overtage den plads, som vandet før optog.

Resultatet?

Planten bliver gradvist fyldt med glycerol i stedet for vand.

Glycerol fordamper ikke, og cellerne bevarer deres form og smidighed. Selvom planten ikke længere får vand, holder den sig blød og frisk at se på og røre ved i meget lang tid – som minimum et år, og ofte i flere år. Med tiden vil den dog blive tørrere og få et brunt skær.


Stabilisering

Fremgangsmåden, som i dag anvendes bredt over hele verden, betegnes som præservering, konservering, bevaring, stabilisering eller fiksering – alt efter fagområde og tradition.

Vi har valgt at kalde den stabilisering, da vi lægger vægt på glycerols evne til at gøre planten stabil over tid.

Bladene på billedet nedenfor er vedbend (se en buket med vedbend nederst i bloggen her). De er blevet stabiliserede med glycerol tilsat grøn madfarve og fremstår meget grønt – den grønne farve vil dog med tiden tone sig ned og få en mere naturlig nuance.


Grønt skal være grønt

Der skal være grønt i en buket. Så enkelt er det.

Og selvom du sjældent tænker over det, er det netop nuancerne af grønt – fra støvet olivengrøn til frisk lime og mørk skovgrøn – der binder buketten sammen og får blomsterne til at træde frem.

De grønne farver kommer fra klorofyl – det pigment, som planter bruger i fotosyntesen. Det omdanner sollys til kemisk energi – en energi, der er helt afgørende for plantens vækst og overlevelse.

Men klorofyl er sårbart. Det bliver nedbrudt af lys og tid – også selv om bladet er blevet stabiliseret.

Vedbendbladet på billedet nedenfor er blevet stabiliseret i en opløsning af glycerol og vand. Herefter har det stået på en vinduesplade og badet i sollys og dagslys i seks måneder. Den grønne farve er helt forsvundet - men bladet er stadig dejligt blødt, selv mere end to år efter.

Rosens blad på det næste billede har ikke været udsat for lys efter stabilisering – og alligevel falmer den grønne farve stille og roligt med tiden.


Varieret kvalitet

På markederne kan man få stabiliserede grønne – men kvaliteterne varierer meget: fra producent til producent, fra sæson til sæson og fra batch til batch.

På et tidspunkt sagde vi til os selv: Det kan vi ikke tilbyde kunder her i Danmark.

Men rejsen mod selvproduktion har været op ad bakke. Bogstaveligt talt – for udfordringerne har været så mange, at de til sammen danner et bjerg.


En berigende og nyskabende rejse

De små konditorfarveflasker på billedet er et kærkomment minde om begyndelsen på rejsen – dengang alt stadig var eksperimenter i miniformat, båret af stor nysgerrighed, utrættelig farveglæde og en vedvarende kvalitetstræben.

I dag står vi med en række teknologier og metoder, som vi kalder BioKeeper, EcoKeeper, ShadeKeeper, MorphoKeeper og VaseKeeper.

Med dem kan vi ikke blot skabe smukke buketter, der holder i minimum et år - og ofte meget længere - men også en samlet, bæredygtig løsning, der skal bidrage aktivt til den grønne omstilling af vores blomsterkultur.

En kultur, der blev grundlagt for tusinder af år siden, drevet af menneskets ønske om at udtrykke sig gennem smukke blomster.


Hvis du vil vide, hvordan vores roser kan holde i årevis uden vand, så læs bloggen her.



- Teksten og billederne er beskyttede af ophavsret og må ikke kopieres uden tilladelse -