Denne buket ligner én, du måske kan købe mange steder – hos lokale blomsterhandlere eller på nettet i mange buket-webshops. Men den er noget helt særligt. Ikke fordi den er sjælden eller eksotisk, men fordi den næsten intet klimaaftryk har efterladt. Hver eneste stilk har en unik historie Hver eneste stilk i vasen har sin egen unikke historie: Gladiolus er fundet på en blomstermark på Fyn - hvor blomsterne allerede var visne, og de høje, ranke blade stod tilbage og ventede på at blive nedklippet eller gå til. (Indsamlet under en miniferie.) Sivene er fra en åbred og blev klippet af kommunen i august – klar til at blive smidt ud. (Indsamlet på en gåtur.) Trommestik og Asparagus er dyrket derhjemme – uden kunstgødning, uden transport. Eucalyptus er kasseret af et havecenter, fordi de så "døde" ud. (Fundet på en indkbøstur i havecenteret.) Grenene er ganske enkelt haveafklip. Rejnfan er en hadet ukrudtsplante – hvilket er temmelig uretfærdigt, for se hvor fin den er her. (Indsamlet på en

Det kan være overraskende, men have- og parkafklip gemmer på en skat af muligheder. Grene, blade og visne stilke, som ellers ville ende på kompostbunken eller lossepladsen, kan forvandles til kunstneriske elementer i vores langtidsholdbare buketter. Hos os ser vi potentialet i det, andre kalder affald. Vi udforsker biogene restmaterialer fra det nære, det naturlige og det oversete. Der er visse typer afklip, som vi er særligt interesserede i. Karakterfulde grene Grene med karakterfulde former kan blive til skulpturelle elementer i en buket. Vi skærer grenene til en passende længde, hvorefter de placeres i en spand med vores egenudviklede, fugtbevarende og stabiliserende opløsning. Hovedingrediensen er glycerol (E422) – den samme bløde base, som vi bruger i vores fugtcreme og i konfekt og bagværk. Efter nogle dage er grenene fuldt stabiliserede og klar til at indgå i en større buket eller stå alene som et skulpturelt blikfang, hvor deres naturlige volumen træder tydeligt frem. Glycerole

Invasive, uønskede, ikke-hjemmehørende, ukrudt, plage – kært barn har mange navne. Og vi har hele 32 af dem. 32 plantearter, som Miljøstyrelsen officielt har stemplet som invasive og uønskede i Danmark. Blandt dem finder vi armensk brombær, engelsk vadegræs, fransk bjergfyr, italiensk rajgræs, japansk pileurt og newzealandsk korsarve. Engang blev de betragtet som eksotiske skønheder og hentet hjem af rejsende som botaniske souvenirs. Men da man opdagede, at de kunne gro overalt og fortrænge hjemmehørende arter, var det for sent. De havde allerede slået rod og taget over. I dag kæmper kommunerne med at holde dem nede. Men hvad nu, hvis vi kunne bruge dem i vores buketter? Sildig gyldenris Sildig gyldenris (Solidago gigantea) blev hentet til Danmark fra Nordamerika og blev i 1804 dyrket i Botanisk Have i København. Det man dengang ikke vidste var, at planten udskiller allelopatiske stoffer fra rødderne. Disse kemiske stoffer hæmmer andre planters frø i at spire. Desuden har sildig gylden

Et juletræ kan mere, end man lige tror. Når det vokser i skoven, opsuger det CO₂ og bidrager til et sundere klima. Når det flytter ind i stuen, skaber det stemning, duft og lys midt i vintermørket – og samler familie og venner i en fælles tradition. Juletræet bliver endda sunget ind i fællesskabet, som i sangen "Højt fra træets grønne top", hvor det står som symbol på glæde og gaver. Det kan spises Den samme sang siger også: "Først skal træet vises, siden skal det spises." Og det har mange forsøgt at gøre. I en artikel i Samvirke kan man læse om, hvordan man kan spise grannåle. Og i en landsdækkende Unge Forskere-konkurrence overbeviste vinderen - og årets unge forsker - Mimi Nielsen dommerne om, at juletræsfibre kan bruges i bagværk, og at det gavner tarmens mikrobiom. Det kan bevares Men hvad nu, hvis vi kunne bruge dem i vores buketter? Når julen er forbi, og juletræerne ender i store bunker, der venter på at blive sendt til forbrænding, indsamler vi dem – særligt dem, der har stået